Habro & Finansgruppen køber Asschenfeldt Administration

Habro & Finansgruppen (herefter Habro) har købt Asschenfeldt Forvaltning & Administration og konsoliderer sig dermed som Danmarks største administrator af ejendomsprojekter.

Samtidig får selskabet en platform for yderligere ekspansion på ejendomsprojekter i Tyskland.

Med aftalen overtager Habro et selskab, der forvalter 60 ejendomsprojekter med ejendomme i Tyskland og England for mere end 2,5 mia. kroner. Langt de fleste ejendomme er placeret i Tyskland, og aftalen ligger i forlængelse af en strategi om at styrke Habros position inden for forvaltning af tyske ejendomsprojekter.

Habro sidder i dag på forvaltningen af omkring 30 % af alle K/S ejendomsprojekter i Danmark. Hovedforretningen har indtil nu været engelske ejendomsprojekter, men med købet af Asschenfeldt Forvaltning & Administration tager H&F et stort skridt på den tyske side, hvor Asschenfeldt har stor kompetence, viden og netværk.

”Det har været en sand fornøjelse at handle med Asschenfeldt. Det er en veldreven portefølje. Projekterne er velkørende, og der er styr på udlejning og finansiering. Derudover er vi glade for, at ledelsen og hovedparten af medarbejderne følger med over til os. Sammen vil vi skabe det bedste fra de 2 verdener,” siger Jesper Tullin, partner i Habro & Finansgruppen.

Asschenfeldt startede som udbyder af engelske ejendomme i 2004, men selskabet skiftede hurtigt strategi og satsede i stedet på tyske ejendomme. Markedsføringsstrategien bragte Peter Asschenfeldt i front under sloganet: ”Investér med mig.” Asschenfeldt og ejerne bag købte da også 20 % af anparterne i alle selskaberne. Ejerne af Asschenfeldt i 2011 konstaterede, at de ikke ville komme til at udbyde nye projekter, valgte de at sælge forvaltningen til Habro.

”Vi besluttede i Asschenfeldt Invest Gruppen, at vi ikke fremover ville udbyde nye projekter. Derfor var det et spørgsmål om tid, hvor længe det var muligt at drive administrationsforretningen. Vi har fundet en god partner i Habro & Finansgruppen,” siger adm. dir. Ole Timm, som står i spidsen for Asschenfeldts forvaltningsforretning hos Habro.

Habro er ekspanderet kraftigt siden sammenlægningen af administrationsselskaberne i Habro og Finansgruppen i marts 2009. I dag administrerer Habro ca. 330 ejendomsprojekter i England, Tyskland, Danmark, Sverige og Finland. Det gør selskabet til Danmarks største forvalter af projektselskaber.

”De seneste år har vi haft en forrygende vækst. Branchen har været inde i en konsolideringsfase. Vi ser fremtiden sådan, at det bliver helt afgørende, at forvaltere af ejendomsprojekter har en vis størrelse. Det giver mulighed for at have de specialkompetencer, som er helt nødvendige for at drive ejendomsprojekterne professionelt,” Jesper Tullin.