Lejeforhold

Solide lejere sikrer indtjeningen

Habros ejendomme er udlejet til solide lejere, som vurderes at kunne opfylde sine forpligtelser i hele lejeperioden. Da restløbetiden i lejekontrakterne er fra cirka 15 år og opefter, er det selvsagt vigtigt, at lejerne har den fornødne økonomiske styrke - en lang lejekontrakt har ingen værdi, hvis lejeren er økonomisk svagt funderet.

Lejerne afholder udgifterne til ejendommens drift, forsikringer, ud- og indvendig vedligeholdelse m.v. Dette betegnes som en FRI-lease (Full Repairing and Insurance).

Lejekontrakterne er af typen ”upwards only”, d.v.s. at lejen reguleres op til markedsniveau på de tidspunkter, som er aftalt i leje-kontrakterne, f.eks. hvert 5., 7., 10., 14. eller 21. år. I sådanne kontrakter kan lejen ifølge lejeaftalen og den britiske lovgivning ikke reguleres ned i lejeperioden. Hvis markedslejen på et givent lejereguleringstidspunkt er lavere end den aktuelle leje, vil lejen således være uændret for den efterfølgende periode.

På købstidspunktet skal den vurderede markedsleje minimum svare til lejen i lejekontrakten, således at der vurderes at være et fornuftigt lejestigningspotentiale – og dermed værdistigningspotentiale – på de enkelte ejendomme.